De syv noveller skrevet af Fritze Hedemann handler om erkendelse, om ny energi, om at turde en legesyg alderdom efter en akavet pubertet, og meget andet fra menneskers kramkister. Alle spejler de sig i hinanden.
I signatur-novellen ”Spejling” møder kvinden sit unge jeg. Tilgiver hende, og smelter sammen med hende. De vinker til hinanden på tværs af tiden.
I ”Usagt” leges der med mad og den forsagte kvindes erotiske fantasier om manden overfor hende i toget.
I ”Drømmen” udleves længsler. ”Han så hende først, da hun satte sig på sædet overfor ham. Hendes mørke hår var vådt, og hun havde lange, røde støvler på, buttede, yndige knæ, som gav anelser om delikate lår … Da hun forlod ham den dag vidste han, at han aldrig skulle se hende igen. Eventyret var slut. Eller var det lige begyndt?”
I ”Genskin” !nder den midaldrende kvinde sin gamle og næsten glemte scrapbog, der rummer hendes fortid på godt og ondt.
I ”Skønmaleriet” leges der med en indædt, grotesk vilje til at blive ulykkelig – uden held.
”Gensyn” er en historie om at forlade sin indædte og efterhånden noget luvslidte drøm om sit livs kærlighed; om at give slip. Den gotiske novelle ”Uafsluttet” spiller på uhyggen, og alt det, vi ikke får at vide.
