Bogen opstiller en postmoderne teori om verden som konstrueret af adskilte betydningssystemer, hvor der trækkes en skillelinie mellem -semiotiske systemer med spatiale tegn, som skaber handling, og symbolske tegnsystemer. Bogen kan rubriceres under filosofi, men henter sine eksempler fra semiotik, diskursanalyse og litteraturteori.

I en konstrueret verden af systemer opstår fortolkningsproblemer med, hvordan, man kan overføre betydninger fra en diskurs til en anden. Et værktøj til overførsel af betydning er metaforen, mens medier fungerer som strukturelle forstærkninger, der er i stand til at fastholde og forstærke betydninger intradiskursivt.

I denne sammenhæng er den realistiske roman en medieforstærket -intention, udstrakt mellem modelforfatter og modellæser, som ingen fortolkning ved hjælp af bagtekster kan trække betydninger ud af, mens lyrikken, der holder sig åben ved hjælp af de grafiske spændingsmetaforer, først opnår samme autonomi som romanen, når den forstærker metaforens -realplan musikalsk og bliver i stand til at tømme modstanden i billedplanet for kompleks leksikalitet som hos en -Leonard Cohen og en Bob Dylan.