Autentisk roman om den store pestepidemi, der ramte London i året 1665 og kostede cirka 100.000 mennesker – knap en fjerdedel af indbyggerne – livet. Bogen beskriver med stor detaljerigdom og indlevelse sygdommen og dens virkninger, indbyggernes reaktion på den og myndighedernes desperate forsøg på at inddæmme den. Som sådan er der tale om en enestående beretning om en historisk og sygdomshistorisk begivenhed, som nok er værd at skele til i vore dage, hvor vi ganske vist har langt større muligheder for at inddæmme og bekæmpe smitte, men hvor den enorme mennesketrafik, terrortrusler og antibiotika-resistens igen og igen får frygten for det store udbrud – pandemien – til at blusse op.  

Romanen inspirerede Albert Camus til hans Pesten og bringer mindelser om andre moderne postapokalyptiske skildringer. 

DANIEL DEFOE (1660-1731), britisk forfatter, er i dag mest kendt for romanen Robinson Crusoe, men var en uhyre produktiv skribent, der foruden en lille halv snes romaner skrev i hundredvis af pamfletter, digte, avisartikler mv., hvoraf en del havde et klart politisk indhold. Det er var et af disse skrifter, en stærkt satirisk pamflet, der i 1703 resulterede i en tur i gabestokken og et efterfølgende fængselsophold. Ud over skribentvirksomheden forsøgte Defoe sig i flere omgang som købmand, men opnåede aldrig større succes hermed. Defoes litterære blomstringstid faldt i de sidste godt ti år af hans liv. I 1719 udkom Robinson Crusoe, og i løbet af de næste fem år udgav han hele syv romaner mere, heriblandt den her foreliggende A Journal of the Plague Year (1722).