Året er 1755. En ung præst, Jón Steingrímsson, rejser tværs over Island for at forberede sin families flytning til konens jord på Sydlandet. De vil væk fra jordskælv og ulykkelige tider og fra de ondsindede rygter på egnen om, at parret har dræbt konens første mand. Efter en barsk færd over højlandet når den unge præst og hans følge frem og slår sig ned tæt på Mýrdalsjökull i et grottesystem, som også tidligere har været brugt til beboelse, mens de bygger huse og stalde. Katla (vulkan i gletsjeren) går i udbrud, og elendigheden, askeskyen og overtroen breder sig i området. Jón og hans folk indretter grotterne, etablerer et lazaret for de syge og sultramte, afskriver håndskrifter, oversætter vigtige udenlandske værker til islandsk og diskuterer nye idéer om bl.a. landbrug, medicin, arkitektur og filosofi.
Gennem breve til sin kone fortæller Jón om livet i grotterne og på egnen foruden såvel rejsendes herlige, groteske skrøner som selvoplevede hændelser under askeregnen. Han fortæller hende også om sine drømme/mareridt, gør sig overvejelser om deres fremtid, reflekterer over de dramatiske hændelser, der førte dem sammen (og som efterhånden gennem brevene bliver afdækket). Kærligheden og længslen er stor, og ved romanens slutning er der gode udsigter til, at genforeningen snart kan finde sted.
En både morsom og intens læseoplevelse.