De tidligste eksempler på horror-fortællinger i dansk litteratur finder man hos den ellers så folkekære salmedigter B.S. Ingemann (1789-1862). Fra prosadebuten Fortællinger og Eventyr fra 1820 og til hans sidste bog Efterladte Eventyr og Fortællinger fra 1864 skriver han et væld af historier inspireret af især E.T.A. Hoffmans fantastiske og gotiske fortællinger. Det er gys midt i den idylliserende danske romantik.

Åndeverdens dårekiste er den første samling, der er dedikeret udelukkende til denne ejendommelige side af Ingemanns forfatterskab. Her er intet emne for tabubelagt til at indgå. Alt i alt 17 fortællinger om labyrintiske mareridt, dobbeltgængere, kirkegårde, forbandede huse, okkulte ritualer, hemmelige rum, hallucinationer, mesmerisme, magnetisører, ligkogere, gravskændere, morderiske ægtemænd, varulve, levende døde, spøgelser, incest og nekrofili.

Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) står centralt i den danske litteraturhistorie som salmedigteren, hvis Morgen- og Aftensange med Georg Brandes’ ord ”var uforgængelige”. Han skrev også flere historiske romaner, der i hans samtid var umådeligt populære og fortsatte med at være det op gennem det 20. århundrede. Måske er det derfor, hans gysere og fantastiske fortællinger er mere eller mindre oversete i dansk litteraturhistorie.