Vinder af Pulitzer-prisen 2015

“Noget af det smukkeste.” – New York Times

Marie-Laure LeBlanc mister som seksårig synet. Hendes far, låsesmeden på det naturhistoriske museum i Paris, bygger en perfekt miniaturemodel af deres kvarter til hende, så hun kan lære at finde vej hjem. Men da Paris invaderes af tyskerne under anden verdenskrig, må far og datter flygte. Med sig har de en uvurderlig hemmelighed.

Den forældreløse Werner Pfennigs skæbne er de tyske kulminer, hvor hans far mistede livet. Men da han en dag finder en ødelagt radio, fyldes verden pludselig med muligheder. Hans evner vinder ham en plads på et eliteakademi for Hitlerjugend, men hvor store bliver omkostningerne, når Werner tvinges til at forfølge sine ambitioner?

Langt væk i den ældgamle fæstningsby Saint-Malo lytter en ensom mand med granatchok til en for længst forsvundet stemme. Han går på opdagelse i nye verdner uden nogensinde at forlade sit hus, men alligevel får hans eventyr alvorlige konsekvenser. I et Europa opslugt af krig kolliderer tilværelser uforudsigeligt.

ALT DET LYS VI IKKE SER er et studie i, hvordan mennesker mod alle odds forsøger at finde ud af, hvad der er rigtigt og godt. En medrivende historie om mod og tvivl, en bittersød fortælling om kærlighedens væsen.

ALT DET LYS VI IKKE SER har ligget over 45 uger i toppen af New York Times’ bestsellerliste, hvor den stadig befinder sig.

Alene i 2014 er ALT DET LYS VI IKKE SER:

Pressen skrev om ALT DET LYS VI IKKE SER:

“Fængslende. Storslået.” – The Guardian

“Sublim.” – The Times

“Altomsluttende fortalt, smukt skrevet. hver eneste oplysning fylder historien med vigtighed, indtil plottets puslespil til sidst er lagt og afslører den skat, der gemmer sig deri.” – Washington Post

“En dybt rørende, dristig, hjerteknusende, underligt glædesfyldt roman.” – Seattle Times

“En bog man flytter ind i, lærer noget af, og med sorg tager afsked med, når sidste side er læst.” – Booklist

“En meditation over skæbnen, den frie vilje og over hvordan små beslutninger kan have afgørende konsekvenser.” – The New Yorker