Nytårsnat mellem 1922 og 1923 blev den første Goetheanum-bygning i Dornach, Schweiz sat i brand. Dette skete efter 10 års kærligt opbygningsarbejde i levende træformer på en grundsten nedlagt i 1913. Oven på smerten og sorgen holder Rudolf Steiner 10 foredrag, hvor han taler på en usædvanlig klar og direkte måde omkring antroposofien, dens modstandere og vigtigheden af, at de, som alvorligt vil pleje antroposofiens sag, må blive ét antroposofisk fællesskab. Rudolf Steiner gør klart, at dér, hvor man er gået helt ind i de praktiske initiativer, som er født ud af antroposofien – f.eks. skole, helse, landbrug og sociale initiativer – og ikke har taget vare på ”plejen af moderen”, dér opstår de tilstande, hvor modstanden mod antroposofien kan brede sig, og hvor der ikke er tilstrækkelig kraft til at holde modstanden i ave. Forbliver vi i den almindelige hverdagsbevidsthed, kan antroposofien som real åndsimpuls ikke blive virksom i os, og fællesskab kan blive til en plage. Finder vi derimod, om end aldrig så spædt, ansatserne til en ”opvågnen ved det andet menneske” og kimene til en dybere vilje i os selv og i de andre, kan vi forvandle verden. Antroposofien har brug for mennesker, som i fællesskab klargør sig antroposofiens livsbetingelser og igennem deres fælles, plejende arbejde med den danner det kar, hvori den kan blive virksom.
