Med opfordringen til at producere en vildtvoksende frem­tid midt i nutiden ved hjælp af Poetisk Krigsførelse og etab­ler­­ing­en af Utopiske Zoner, indskriver Ask Katzeffs futurismer sig i traditionen for at pege på det mulige fremtidige i det nuværende. Fabuleringerne omfatter ikke bare en spekulativ fremtidshistorie a la Olaf Stapledons First and Last Man (1930) på mindre grandiost niveau, men også hvad man efter den spekulative palæontolog Dougal Dixon kan kalde en frem­tid­ens antropologi, forstået som hvad evolutionen endnu har i vente for os. Vil en fremtidig genteknologi muliggøre, at nogle af os får pels, mens andre får fjer og gæller?