Otte børn forsvandt sporløst i København i årene 1916-1920. Det var et mysterium, men et, som ingen kendte til. Fælles for børnene var nemlig, at ingen savnede dem – de var alle bortadopteret, og alle til en og samme plejemor. En tarveligt udseende og mærkelig kvinde ved navn Dagmar. 

Først da en ulykkelig ung mor den 2. september 1920 henvendte sig hos politiet, gik der hul på mysteriet. Hun havde et par dage forinden bortadopteret sin to måneder gamle datter, men da hun fortrød, var den lille pige væk, og plejemoren kunne hun ikke få et ord ud af. Det kunne til gengæld politiet. Og efterhånden som et tungt hjerte blev lettet, tegnede der sig billedet af en grufuld drabssag. 

En barnemorderske, der selv var mor til fire, er hovedperson i denne bog. Hvordan det kunne komme så vidt, kan kun hendes historie gøre begribeligt. Frank Bøghs dokumentariske beretning handler derfor også om livet i Underdanmark for hundrede år siden. Det var en tid, hvor unge kvinder i ulykkelige omstændigheder gemte sig af vejen. En tid, hvor børn kom til verden og forsvandt igen uden spor.