Middelalderen, renæssancen og oplysningstiden. – tre store epoker fra år 1100 til 1800. Fremstillingen tager sin begyndelse omk. år 1100, da danske tekster første gang skrives i bøger.
De tidligste danske storværker – som bl.a. Saxos Danmarkshistorie (ca. 1200) – blev skrevet på latin, og det blev de til langt op i 1600-tallet. Den dansksprogede litteratur vokser ud af bønnebøger, love, krøniker, folkebøger og folkeviser – først efter Reformationen udkommer den første dansksprogede Bibeludgave i 1550.
1600-tallets barokdigtere tæller blandt andre Anders Bording og Thomas Kingo, mens det er kongedatteren Leonora Christina, der med sin Jammers Minde, bliver den første selvbiografist i den danske litteratur.
I 1700-tallet opstår nye genrer og litteraturens betydning i samfundet vokser. Ludvig Holberg skriver satirer og komedier, og han grundlægger essay-genren i Danmark. Charlotta Dorothea Biehl skriver følsomme komedier, mens Johan Herman Wessel parodierer tragedien og de store følelser. Ved 1700-tallets slutning står det enkelte, selvberoende individ i centrum hos lyrikeren Johannes Ewald og prosaisten Jens Baggesen.