Dantes poetik »Om veltalenhed på folkesproget« fra 1305 er et glødende forsvar for et velklingende og formfuldendt italiensk der skal erstatte latinen som fællessprog. Traktaten er en vision om et italiensk der overgår latinen i skønhed og ligefrem kan erstatte det paradisiske sprog. Digterne skal skabe et sprog der opvejer det tab, der blev resultatet af syndefaldet og byggeriet af Babelstårnet.

Dante vurderer en række samtidige digtere, og dermed er værket både en første litteraturhistorie og en filosofisk poetik. Værket blev ikke afsluttet, men er en vigtig forudsætning for »Den guddommelige Komedie« som han skrev 10 år senere. Desuden præsenteres her en oversættelse af Dantes 13. brev hvor han dedicerer den sidste del af »Komedien« til sin mæcen Cangrande della Scala. Brevet er en af middelalderens vigtigste tekster om allegori og allegorese.