Den endeløse sommer

er en roman om en gruppe vidt forskellige mennesker og en helt særlig sommer.

„Og hver morgen, og hver morgen en anelse senere,

så at dagen begynder at hælde, og »den endeløse

sommer« sitrende sættes i skred, træder moren ud

fra soveværelset i modlyset fra det østvendte vin-

due, i sin badekåbe og det lange elfenbensfarvede

hår redt bagud og samlet stramt i en hestehale

med det dyndgrønne hårbånd og sønderbidte

læber og et blik, der stråler, ikke »vildt«, snarere

galt eller chokeret, men hverken over den portu-

gisiske yngling eller over sig selv, men rystet over

lidenskaben, at den kan være så voldsom, fortæ-

rende, at den bliver kødædende, kannibalsk.

Og bag hende, som en skygge der rejser sig, kom-

mer han, den bare sytten- eller nittenårige portu-

gisiske yngling, manden, der er skyld i og har gjort

alt dette, de ikke kan sige, skamløst, tavs, stolt

skridende ned ad trappen og ind i køkkenet, nu

næsten og kun akkurat næsten smilende på den

måde og med den selvsikre maskuline fryd, kun

en sydeuropæer, um homen machão, kan have.

Og de andre ser på ham, og han ser dem i øjnene,

og det er dem, der er nødt til at smile og derefter,

hurtigt, (smilende) se væk‟.