Bogen tegner et danmarksbillede, som det ser ud for Kosovic, der vokser op i en dansk-jugoslavisk familie på Vestegnen i 80’erne, og som ender som romanforfatter og en af det frie ords forsvarere, da terroren rammer Danmark.

Den er en slægtsfortælling om to familier, som på hver deres måde er formet af Europas traumer. Undervejs rejser Birgithe Kosovic de samme spørgsmål til sin familiehistorie, som også er en del af  demokratidebatten: Hvad vil det sige at høre til? Hvad må man sige, og hvad må man ikke sige? Hvad kan der ske, hvis man gør det alligevel? Og hvis vi skal have fortællingen om Danmark til at hænge sammen, hvad er det så for nogle spørgsmål, vi skal svare på i dag? Måske er dette en historie om mislykket integration. Måske er det fortællingen om en helt almindelig familie, hvor hemmeligheden blev sagt højt. Men hvad er det, der virker normalt, men som er en rædsel? Og hvad er det, der ligner gru, men som er mere almindeligt, end man skulle tro? 

Birgithe Kosovic kredser sig ind på svarene, der alle peger ind på ét: Hvordan knytter man sig til nogen, som bliver ved med at være vred?