Det er Knud, som er død er en roman om utiltalende mænd og utilregnelige kvinder. Om arven og fortiden, der har det med at ramme én i nakken, for lorten falder ikke langt fra hunden.
Allans ægteskab er gået i stykker. Nu bor hans to sønner hos Lone og hendes nye kæreste, der er tidligere længdespringer på det danske landshold og kun spiser økologisk. Nu vil drengene pludselig gå til stangspring og spise sundt, og de plejede ellers at være glade for pizza og rosenbrød.
Og så er der mor, der er ved at dø, og de penge, hun ikke længere har brug for, og som Allan derfor hjælper hende af med. Det skubber en historie i gang, som går fra København, over Hundested og Flensborg til Rødding Højskole. Undervejs bliver der rodet godt op i ungdommen i Frederiksværk, hvor Allan var kæreste med Amina, som var sød og balkanbuttet. Men hvad var det, der skete med Onkel Milovan dengang, de var unge?
”Dunk! siger det. Han står stille et øjeblik og svajer, frembringer en mærkelig lyd, og så falder han omkuld, forover, uden at tage fra med hænderne. Hovedet lige ned i skovbunden”.
Der er fart over feltet, men Det er Knud, som er død er også en kommentar til tidens kønsdebat og en historie om rigtige mænd af en vis alder og deres problemer med at holde sammen på det hele.
