Fra det 7. århundrede, da araberne vandt fodfæste i Nordafrika, og tretten hundrede år frem foregik der en omfattende deportation af sorte afrikanere til slaveri dels i det arabisk-muslimske Mellemøsten, dels i de islamiserede nordafrikanske områder. Araberne udviklede et nærmest umætteligt behov for slaver, og forfatteren til ”Det tilslørede folkemord” vurderer, at mindst 17 millioner afrikanere blev deporteret til slaveri. Bag dette tal skjuler der sig formentlig tre gange så mange dødsofre, der var forårsaget af slavehandleres overfald på landsbyer, af hungersnød og af sygdomme i de opløste samfund. Slavetransporterne foregik under umenneskelige forhold, som medførte, at en meget stor del af slaverne døde undervejs.
Tidiane N’Diaye betegner dette langvarige menneskerov, der fratog det afrikanske kontinent store dele af dets mest arbejdsduelige befolkning, ødelagde veludviklede samfund og påførte det så store skader, at det er mærkbart i dag – som et folkemord. Denne opfattelse underbygges af en omfattende praksis af kastrering af mandlige slaver og drab på spædbørn: Der eksisterer i dag kun meget få efterkommere efter de mange millioner deporterede.
”Det tilslørede folkemord” beretter om de afrikanske samfund før arabernes ankomst, om udviklingen i den arabiske slavehandel, om de deporterede afrikaneres skæbne som slaver og om de europæiske kolonimagters meget tøvende indsats mod den arabiske slavehandel i slutningen af forløbet.
