Egil Skalle-Grimssøn levede fra omkring 910 til 990 og var allerede i sin samtid anerkendt som en fremragende skjald. Men set i eftertidens lys var han langt mere end det. Dels reddede han to gange sit liv takket være sin digtning, første gang med digtningen som overlegent verbalt kampvåben, anden gang med digtningen som den eneste eksistentielle vej til overlevelse, og han fik i begge tilfælde helt bogstaveligt vristet sig ud af dødens greb. Og dels fornyede og omformede han begge gange den genre, han digtede i, skjaldekvadet, og brugte sine lyriske muligheder som ingen før, dybt originalt, litteraturhistorisk enestående.