“Han gik til højre. Det vidste alle, men i hans glansperiode havde ingen forsvarsspiller nogen sinde held til at blokere Garrincha. Helt ude på fløjen stod han over for én eller to “João’er”, sådan kaldte han modstandernes forsvarere, som i troldmandens øjne var reduceret til nikkedukker eller slalomstænger, helt anonyme. Garrincha stod stille, “João” var på vagt, og publikum holdt vejret: Hvad havde han tænkt sig at gøre? En, to, tre bevægelser med benene? Hvor mange finter, hvor mange tyvstarter, inden han var stukket af som en hvirvelvind, afsted mod mållinien? Forsvarsspilleren trak baglæns, mens han granskede Garrinchas blik, hans ben, hvilket af dem han støttede på, tøvede med at tackle, trippede, tog endnu et skridt bagud og mistede fodfæstet. Somme tider løb Garrincha bagud igen for at genoptage sin djævelske opvisning, alt imens forsvarsspillerne dejsede om eller stødte sammen, til grin og ydmygede.”