Dybest set er romanens centrale tema traumatisering – den usynlige og uudslettelige indre virkelighed, hvorfra tidligt grundlagte og tilsyneladende overståede angsttilstande igen og igen vælter op og spærer vejen frem. En virkelighed, som hverken Atiq Rahimis unge mandlige hovedperson eller de mange eksilerede flygtninge fra krige og terror nogensinde kan undslippe.

Pressen skrev:

“Mere rammende kan flygtningens klaustrofobi næppe beskrives… Drømmenes labyrint’ er en lille, tætpakket fortælling. Fri for storpolitiske udredninger og dryppende blodbade, men derfor overkomelig for den læser, der ønsker at skyde genvej gennem historiebøger og mediedækning, lige ind til dér, hvor flygtningens oplevelse bliver eksistentiel.” – Politiken

“I et prunkløst sprog, der er bristefærdigt af antydninger og anelser, og hvis tone er fanget på en fremragende måde af Maiken Maigaards oversættelse, fortæller Rahimi en historie om almindelige menneskers kamp for at overleve i Kabul under det sovjetstøttede kommunistiske styre, der ikke var mindre brutalt og umenneskeligt end de regimer, der fulgte efter.” – Weekendavisen

“En fint sansende og indelukket bog, som gelejder læseren et godt stykke derind, hvor man normalt ikke kommer: bag hætten på torturfangen, ind i tankerne på de flygtende civile under de russiske bombardementer, under huden på de tavse fanger der stirrer ud mellem fængselstremmer på avisernes billeder.”
– Information

“Et gribende billede af en tragisk skæbne.”   – Kristeligt Dagblad

“Drømmenes labyrint er en fin og stilfærdig bog, som har sin force i det afdæmpede, men insisterende fokus på krigens umenneskelighed og flygtningens ubegribelige smerte.” – Berlingske Tidende