”Det er, som om jeg ser klarere og klarere i skumringstimen. Hvem behøver briller for at se sine fejl?” Sådan svarer den femogfirsårige Johannes Madsen journalisten på spørgsmålet om sin store indsats blandt børnene i Ryesgade i de nøjsomme halvtredsere. Interviewet åbner døren til en meget større historie. Ærligt fortæller han, at det var forelskelsen i den meget engagerede Smilla, der førte ham ind i modstandskampen. Men de unges lykke blev kort. På selve befrielsesdagen blev Smilla og deres ufødte barn dræbt af skydegale schalburgfolk. Det var den ubeskrivelige sorg over tabet, der siden fik ham til at opfylde Smillas sidste ønske: At tage sig af de børn, de ikke fik.
Det er en roman om ung lykke. Sårbar kærlighed. Om tab og sorg. Om angst og fejhed. Og ikke mindst om Guds kærlighed. Store ord i de voksnes verden. Men ikke mindre i drengenes verden. For som de sang med Johannes Madsen i KFUM om mandagen: Med et Fadervor i pagt, skal du aldrig gyse.
Til maj er det 76 år siden, at Danmark begejstret tændte lys i vinduerne. Hvor længe skal vi blive ved med at fortælle den historie? Så længe nazismen af enhver art stikker sit beskidte ansigt frem. Det skylder vi dem, der betalte den højeste pris, for at vi har kunnet leve i fred.