“Sådan går det hvert fjerde år, i de lige år, som ikkeer skudår. I begyndelsen af maj begynder symptomerne at dukke op hos de stærkest forgiftede, en vis ophidselse, der er ildhu på færde. Ved månedens slutning (lige nøjagtig efter finalen i Champions League) smitter febersygdommen store grupper af befolkningen. De snakker “bruttotrup”, “venskabskampe”og “træningslejr” og vover sig ud i de første prognoser.

Fædrene indvier sønnerne (og døtrene) ved hjælp af magasiner, merchandise, albummer og samlekort, og kioskejerne gnider sig i hænderne. Der sættes krydser i kalenderen. “På onsdag, tre uger?”. Man må takke nej til invitationer eller høfligt sikre sig, at der vil blive dækket op foran tv’et. Dagene bliver længere, tordnen rumler. Det bliver juni, og syvogtres millioner landstrænere (alene i Frankrig) hidser sig op hjemme i stuerne. En minoritet brokker sig: “Ingen taler om noget som helst, kun om et boldspil.” Ingenting nytter det, ophidselsen er på sit højeste. Slutrunden om verdensmesterskaberne i fodbold skal til at begynde.”