”Det er en kold tid, som vi lever i.” Sådan sang Kim Larsen tilbage i 1976, og statsminister Anker Jørgensen citerede ham efterfølgende i sin nytårstale. Sådan lærte vi at se det moderne samfund. Som et koldt sted, hvor man kunne blive en kold skid eller gå helt kold.
I dag er vores tilværelse snarere præget af overophedning – af vores forhold til naturen, til hinanden og til os selv. Den offentlige debat raser, vi brænder ud af stress, og naturen er i bogstavelig forstand overophedet.
Men COVID-19 slog feberkurven ned for en stund: Vi blev bundet til stedet, aktiviteter blev neddroslet og sociale kontaktflader reduceret. COVID-19 er en nedkøling, vi kan lære af og ikke blot frygte, argumenterer Stefan Hermann. Her har vi set en genkomst af beskedenhed, vedholdenhed og selvbegrænsning, som er nødvendige egenskaber i en varm tid.
Stefan Hermann er rektor på Københavns Professionshøjskole. Rektor på Metropol 2008-18. Tidligere ansat som embedsmand i Kulturministeriet og i Undervisningsministeriet. Forhenværende vicedirektør på ARKEN Museum for Moderne Kunst. Har skrevet talrige artikler om skole og uddannelse, samfund og politik samt en række bøger, heriblandt Hvor står kampen om dannelsen? (2016), Magt & oplysning. Folkeskolen 1950-2006 (2007), Et diagnostisk landkort over kompetenceudvikling og læring (2002) og Fodbold set fra månen (2002) s.m. Morten Albæk.
