Man kan undre sig over det hysteri, der lammede det litterære Danmark dengang i 1987, hvor Jens Jørgensen første gang i bogform hævdede, at H.C. Andersen var frugten af et uægteskabeligt samkvem mellem kronprinsen, den senere Christian 8 og komtesse Elise Ahlefeldt Laurvig.
Bortset fra Jyllandspostens Hans Andersen var der stort set enighed i kritikerlavet om at kanøfle rektoren fra H.C. Andersens gamle skole i Slagelse, Jens Jørgensen. Det er fristende at tilføje: På samme måde som H.C: Andersens kritikere i sin tid fældede dom over ham.
Men kan det i grunden ikke være ligegyldigt, hvem der var H.C. Andersens biologiske forældre? Nej, egentlig ikke. Det var ikke litteraturkritikken, det litterære borgerskab, der anerkendte Andersen, hverken hans skuespil, hans romaner eller hans eventyr. Det var derimod den kongelige forbindelse der bevirkede, at Hans Christian blev økonomisk støttet og modtaget med åbne arme hos ”familierne” i København, på herregårde over hele landet og blandt hertuger og komtesser i det ganske Europa.
Det var med andre ord Andersens oprindelse, der var baggrunden for den anerkendelse og respekt, han nød. Først langt, langt senere modtog han litterær anerkendelse fra ”blækmenneskene”, som Andersen kaldte litteraterne, men den kom bestemt ikke fra hjertet.
Jens Jørgensens nye biografi om H.C: Andersens oprindelse er en stærkt dokumenteret gennemgang af kilder, personer og begivenheder, bogen er gennemillustreret i farver.
