Det her er en historie om to kvinder, en parallel rejse mellem to generationer, en historie om at forsvinde, om at blive en anden. Eller måske er det en historie om at blive sig selv.
Da Nili dør, mister det fortællende jeg i Et øjebliks lykke sin ven og allierede. Hun rejser tilbage i fortiden og ud i verden for at fortælle Nilis historie, eller måske for at finde hende igen. Og hvem ved så, hvad man finder?
Nili var en gåde. Hun voksede op i Istanbul, hun spillede i en film med Elizabeth Taylor og dansede tango med Federico Fellini i 1960’ernes Rom. Hun arbejdede for Rejseholdet, hun havde grønne øjne og skrev på lyserødt gennemslagspapir med mørkeblåt blæk. “Lyt ikke til, hvad de siger, min pige, men se, hvad de gør,” sagde hun og var vild med Hercule Poirot.
Et øjebliks lykke glider fra 1934 til nu, mellem Istanbul, København, Rom og Paris, til fods, med fly og tog gennem Europa, styret af en nysgerrighed og kærlighed og familiehistorier, der ikke uden videre lader sig afdække. Det her er en anden slags verdenshistorie. Det her er et andet slags menneskeportræt. Det her er sandhed, men også muligvis løgn. Det her er små øjeblikke, som i en film. Det her er en gang imellem lykke.
Et øjebliks lykke er første bind af tre i en kvindes odyssé for at finde svaret på: Hvem var Nili? Og hvem er jeg selv?
