Afhandlingen undersøger i hvilken udstrækning forskellige former for filosofisk tænkning kan gøre sig gældende og gør sig gældende indenfor coachpraktikken, og udforsker hvordan filosofisk tænkning desuden kan indlejres i og anvendes som reservoir og inspirationsgrundlag i og for den coachende dialog. I afhandlingen søges der til yderligheder og inderligheder, hvilket samtidig er den form for dom, som gør sig gældende udi afhandlingen, dvs. en særartet måde at kritisere coachpraktikken gennem anvendelsen af filosofiske perspektiver, der primært hentes fra den vestlige filosofihistorie fra oplysningstiden og frem.

Afhandlingen er et udtryk for en fordringsfuld bearbejdning og samtidig en filosofisk betænkning af coachpraktikken som mangefacetteret fænomen. Den er metodisk og tematisk inspireret af den transcendentale materialisme og den naive, eksistentielle, transcendentale fænomenologi.