Studiet af afasierne er et omdrejningspunkt i Sigmund Freuds udvikling af psykoanalysen. Udgivelsen af Afasistudierne i 1891, der præsenteres i dette hæfte for første gang på dansk, markerer en slags ‘point of no return’ i Freuds begrebsudvikling og formulering af et funktionelt synspunkt for foregangene i det sjælelige apparat, der snart får betegnelsen det psykiske apparat.

Det hævdvundne klinisk-anatomiske og lokalisationsteoretiske neurologiske synspunkt, der dominerer al neuroanatomi og psykiatri på denne tid, udsætter Freud for en sønderlemmende kritik i Afasistudierne. Med dette studie rykker sprogapparatet, og dermed opfattelsen af de psykiske foregange som sproglige forekomster, ind i centrum af Freuds undersøgelser. Dermed er grundlaget lagt for de senere undersøgelser, der kulminerer (foreløbigt) i det store værk om Drømmetydningen fra 1900.

Et lille citat fra Afasistudierne kan anskueliggøre Freuds fremgangsmåde i kritikken af den etablerede neurologi:

“Vi kan kun slutte så meget som, at selv om nervefibrene, der når frem til hjernebarken efter at være trængt igennem grå substanser, ganske vist indebærer en forbindelse til kroppens periferi, kan de dog ikke mere give et topisk overensstemmende billede af den. De indeholder kroppens periferi på samme måde, som et digt indeholder alfabetet, for nu at låne et eksempel fra den genstand, der beskæftiger os her,nemlig i form af en omordning, der tjener andre formål.”

“Som et digt indeholder alfabetet”, bedre kan det ikke siges, at afasierne må anskues ud fra en funktionel opfattelse af sprogapparatet. Ikke neuroanatomien, men sproglige foregange er det materielle substrat for det psykiske apparat.

Denne erkendelse er fortsat gældende.