Som landets første kvindelige doktor i nordisk filologi var Lis Jacobsen, født Rubin (1882-1961) en mønsterbryder. Hun forenede dynamisk udstråling, praktisk handlekraft og et stærkt temperament. Hendes sind fik klare farver fra faderen Marcus Rubin og hans vennekreds omkring brødrene Brandes, Kristian Erslev og det kulturradikale miljø.
                      Hun blev gift med bondestudenten Jacob Peter Jacobsen og ligesom han sprogforsker med vægt på det frugtbare samvirke mellem historie og sprogvidenskab – begge fag havde brug for hinandens nye metoder og havde behov for hjælpemidler. Med dette mål for øje blev hun livslangt den store igangsætter i dansk åndsliv, lige spændende som forsker, organisator og polemiker.