Alle mennesker efterlader noget af sig selv i de efterlevende.

Som i et hus med mange værelser lever de, der var her før os, ofte tyst og hengemt

men nogle gange bevæger de sig frem i døråbningerne og forlanger at blive både set og hørt.

Her åbnes en sprække til mine forældres forældre, som døde så tragisk og alt for tidligt,

dræbt af det 20.århundredes store sygdomme: tuberkulosen og nazismen.

Det er et forsøg på at trænge gennem den urørlige helgenglorie,

som uretfærdig og alt for tidlig død giver,

for at finde de mænd og kvinder de var, før katastrofen indtraf.

Fotografier, levnedsløb og dokumenter af alle slags er klangbunden

for de digtede fortællinger

om mine ukendte bedsteforældre.