Strøet ud over bakke og dal, i og uden for landsbyerne, ligger næsten 2.000 danske landsbykirker. De har i århundreder dannet en kølig og kalket ramme om livets store begivenheder. Da Harald Blåtand i 963 havde oplevet et rødglødende mirakel i Jelling og fået sat den store Jellingsten, kom der gang i byggeriet af trækirker. Med tiden blev Guds huse murede kunstværker med tag af bly eller tegl, hvælv, tårn og kimende klokker, der kunne jage det onde bort og lokke sognebørnene til. Vejledt af præstens prædiken kunne de studere farverige kalkmalerier, vinduernes glas, prægtige altertavler og granitudskårne løver på døbefonten. De fleste danskere tager stadig forbi kirken, når tilværelsens overgange skal markeres. Kirkens rolle er langtfra styrtet i perlegrus.