En tolvårig pige fødes ud af sin fars hoved. Hun står midt på gulvet i en blodpøl iført en strålende krigsudrustning. I et langt øjeblik, langt som livet selv, ser de på hinanden. Så lægger han hænderne omkring hovedet og presser såret, som hun sprang ud af sammen – og skriger.
Sådan starter historien om en far og hans datter. Pigen anbringes hos en plejefamilie. Faren får diagnosen: svær schizofreni og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Pigen skal lærer sig alt forfra, og vigtigst af alt skal hun tale det sprog, de taler i byen, højt oppe i nord. Hun bekender sig til det enkle og til Gud, fuldstændig lige som alle andre, og hun falder ind i sine nye omgivelser. Det er her, at Pinsebevægelsen styrer folks liv, og den får også et fast tag i hende. Men så begynder et rygte om hende at sprede sig.

Alle de spørgsmål, som har samlet sig i hendes hoved, truer med at bryde ud i et skrig, kraftigt som en efterårsstorm: Hvem er hendes far? Hvad er det for et sprog, hun taler, når de tror, at hun ‘taler i tunger’? Hvad vil der ske, når hun begynder at vokse, noget hun ved, at hun må?

HELIOSKATASTROFEN er en moderne Athene-myte. Hisotorien om savnet efter en far og om ikke at kunne bære livet i dets fulde tyngde. Og at komme for tæt på solen.