Immanuel Kants sidste dage er Thomas De Quinceys berygtede portræt af den store tyske filosofs liv og levned. De daglige rutiners monotoni er humoristiske bravurnumre og varmer op til den uundgåelige finale.

”Kant svedte aldrig, hverken dag eller nat. Og dog var det forbløffende, hvor meget varme han vanemæssigt havde i sit arbejdsværelse – han blev faktisk ilde til mode, hvis denne varme manglede så meget som en grad … I sommerens hede gik han tyndt påklædt og uvægerligt i silkestrømper; men da selv denne påklædning ikke altid kunne gardere ham mod at svede, når han var fysisk aktiv, havde han et ejendommeligt middel i baghånden. Han fortrak til et skyggefuldt sted, hvor han stod stille og ubevægelig – med en mine og holdning som en, der lytter eller er anspændt – indtil hans sædvanlige tørhed var genoprettet.”