Da Eula Biss fødte sin søn, var hun i tvivl om, hvorvidt hun skulle vaccinere ham.Var vacciner skadelige? For at finde svar begyndte hun at udforske den viden, vi har om vacciner, og efterhånden blev hun overbevist: Hun skyldte både sin søn og vores fællesskab at vaccinere ham. Men samtidig åbnede hendes egen tvivl for spørgsmålet om, hvorfor det intuitivt kan virke næsten forkert at vaccinere sit barn.
I dette essay udforsker Eula Biss, hvordan metaforer og andre sproglige figurer påvirker de tanker og forestillinger, vi gør os om vacciner, kropslig sårbarhed, sundhed og smitte. Hun gennemgår vaccinationens historie, og hun viser, hvordan vacciner taler til vores frygt for den moderne, industrialiserede verden.
Samtidig forsøger hun at give os et nyt sprog til at tale om vacciner: Immunitet er en fælles opsparing, et offentligt rum. Vi er ikke bare ansvarlige for vores egne kroppe, men også for alle de kroppe, som omgiver os.
”Dette medrivende essay … prøver at forstå anti-vaccine-bevægelsen og trækker på så forskellige emner som Tavst forår, Dracula, Illness as Metaphor og CIA’s vaccinationskampagner i Pakistan … Biss prøver at overkomme polariseringen i vaccinationsdebatten ved at fokusere på en kollektiv vision: flokimmunitet som et ’fælles rum’.”
The New Yorker
“Tænk på Eula Biss som en vaccine mod uklar og usammenhængende tænkning, som en boostervaccine af dine tankers skarphed, som et termometer, der tager temperaturen på idéer om renhed, smitte, individualitet og fællesskab.”
Rebecca Solnit, forfatter af Mænd forklarer mig ting
”Immuniteter en nødvendig bog – en heftig dosis medfølende rationalitet udskrevet af en nutidig arvtager til Voltaire – som beder os om at se grundigt på de samfundsmæssige konsekvenser af individuelle valg.”
Los Angeles Review of Books
