Når man har fotograferet hele livet og får tilbudt at kigge med på skærmen, mens et kamera føres op gennem højre arm og ned i hjertet ­­– og når et andet kamera fra
spiserøret vil genfortælle oplevelser fra tre måneders udredning af min hjertesygdom i et sundhedssystem af verdensklasse, så er svaret selvfølglig ja tak. Beslutningen skabte også idéen om en retrorejse gennem den lægefaglige og sygehuspolitiske udvikling på Sydfyn og Øhavet, selvoplevet i livets bakspejl.

Gennem 54 år som journalist og forfatter, tog jeg pulsen på årtiers livtag mellem politikere og fagpersonale – imens landsbylægehuse, lokale sygehuse og senest OUH, fik mig så godt gennem tilværelsen, at jeg kunne fejre min 80-års fødselsdag med to nye hjerteklapper.

Aortaklappen fra en kalv i Australien og mitralklappen fra en gris i Costa Rica. Ved siden af CPR- og CVR-numre har jeg nu også certifikater på mine nye hjerteklapper!

Min familie har i fire generationer benyttet Svendborg Sygehus i glæde og sorg. Her kom slægter til verden – og fik hjælp til at forlade den. Under indlæggelse og ved sygebesøg blev sammenhængen håndgribelig: Fra vestvendte vinduer på første sal er der udsigt ned til bedstefar, mormor, morfar, far og mor. Derfor er Svendborg Sygehus en naturlig del af familiens DNA. Udover faste rammer om livets alvor, blev sygehuset også stedet, der skaber minder om glade fødsler, vellykkede operationer, skadestue- og akutmodtagelser. Men også om prægtig, fynsk humor, som dengang i min barndom hvor far, Frede Fedthas, under besøg hos mor, der var indlagt til en kræft-operation, karakteriserede den tids gartnerplejede sygehushave:

“En sygehushave er et sted, hvor de syge,
 der er raske, er nede, når de er oppe!”