“Evnen til at indsætte sin egen tids, sit eget livs tydninger i traditionens billede, i de overleverede former, er måske Jan Holger Jerichaus egentlige slægtsarv. Den kommer til udtryk i hans nok hidtil største træskulptur, der som titel har mottoet fra Jens Adolf Jerichaus sidste udstilling i 1916: Til skønheden.

Træet giver som materiale en frihed, men har også sin egen formmæssige og skulpturelle logik, der kalder på en bevægelse i højden. I kraft af materialets natur kan træet blive til et højsæde, til en søjle eller en stele, hvis det da ikke danner en analogi til den menneskelige skikkelse i sin vækst. Til skønheden rejser sig drejende i rummet med sin forgyldte krone som en fri plastisk omskrivning og sammenfatning af nogle af de figurmotiver, der prægede Jens Adolf Jerichaus maleri. Men skulpturen repræsenterer tillige en frigørelse, opnået som resultat af et årelangt arbejde.”

(Troels Andersen i Billedkunst oktober 2006).