Olav Hergel har skrevet en roman om sig selv og sin mor og om at leve i skyggen af svær sygdom.
Olav er syv år, første gang hans mor bliver indlagt på den psykiatriske afdeling. Benedicte, der er fraskilt og enlig mor til to, har været en del af kredsen omkring Karen Blixen, og hun har en på alle måder uforløst kærlighedsrelation til digteren Thorkild Bjørnvig. En affære, der ikke kun lader hende gå til grunde, men også påvirker hendes to børn. I lange perioder taler hun ikke til dem, men lægger bare breve på deres hovedpuder. Hun lærer Olav at bede fadervor, og han beder og beder i det uendelige, om og om igen, men det lysner ikke rigtig tilværelsen. Først da moren slipper sit tag i sønnen, blomstrer han op. Han får et rigt liv, møder en pige, stifter familie. Men fortiden spøger. Benedictes bølger lyder også i Olavs sind. Tvangstankerne. Gentagelserne. Han er i 40’erne, da han første gang hører om OCD og ser brikkerne falde på plads. Ser sin mors sygdom i sig selv.
Jeg husker dagen som lys er en kærlig og poetisk fremkaldelse af et liv i modgang. En gribende beretning om en mor og en søn, der kæmper med den samme lidelse, men forskudt i tid.
