Oplevelsen af fraværet som et grundvilkår er et hovedtema hos den tysk-jødiske filosof Martin Buber (1878-1965), og det er også konstant til stede i hans hovedværk Jeg og Du fra 1923.
Men i modsætning til, hvad der er tilfældet i så meget anden modernistisk tænkning, afbalanceres fraværstemaet hos Buber af en magtfuld betoning af mødets mulighed.
“Grundordet Jeg-Du kan kun siges med hele ens væsen. Samlingen og sammensmeltningen til et helt væsen kan aldrig ske ved mig og aldrig uden mig. Jeg bliver til Du’et; idet Jeg bliver til, siger jeg Du. Alt virkeligt liv er møde.”
Jeg og Du udkom første gang på dansk i 1964 og foreligger her i en ny oversættelse.
