Jorden skrider under os – både i figurativ og bogstavelig forstand. Naturens mange kriser tvinger os til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi behersker og udnytter vores naturlige miljøer, andre dyrearter og andre menneskers livsformer, rettigheder og arbejdskraft. Under strømmen af naturkatastrofer vokser samtidig en afgrund af sorg, pessimisme og lammelse i både tænkning og handling. Vi har akut brug for nye og mindre besidderiske greb om vores natur, nye måder at se og behandle den på. Her kan den humanistiske og politiske tænkning være med til at skabe en intellektuel orientering og tænke tidens betingelser i nye konstellationer og mønstre, som ligger hinsides det, vi kender.