Jeg mødte min kære Karen i 1976 – en sund, stærk og frisk vestjyde, lige fyldt 20 år, en flot pige. Vi blev gift i 1978 og fik tre børn sammen.Den femte juni 2021 fik hun konstateret aggressiv kræft i den ene hjernehalvdel. Inden for de første tre uger, inden alle undersøgelser var færdige, var kræften begyndt at kravle over i den anden side, og da var det for sent at gøre mere. Hun lå på hospice i tre en halv måned, inden hun sov ind den attende september samme år klokken syv om morgenen.
Herfra startede min kamp om at være alene og komme ud i livet igen med al min sorg og smerte.
Her i bogen beskriver jeg min kamp om at lære at leve mit liv alene uden min faste støtte, om alle de tanker, der stod i kø for at skabe rod i mit nye liv. Jeg håber for jer, der læser bogen, at I kan spejle jer i alle mine tanker om, hvor svært det er. Jeg skriver om, hvordan jeg fandt vejen ud i livet igen på min måde, om alle de tanker, det skabte.
