Landskabsmaleren Harald Jerichau (1851-1878) fik en usædvanlig kunstnerskæbne. Som søn af maleren Elisabeth Jerichau Baumann og billedhuggeren Jens Adolf Jerichau lå kunsten ligefor. Men arven fra forældrene var ikke problemfri, for som kosmopolitter stod de i et modsætningsforhold til de nationalt orienterede kunstkredse, der var førende i Danmark. Og det fik betydning for sønnen.
Harald Jerichau forlod sit fødeland allerede som 17-årig for at uddanne sig inden for en fransk landskabstradition, og han tilbragte hele sit arbejdsliv i udlandet. Han malede især i Italien og Tyrkiet, og han efterlod sig et bemærkelsesværdigt oeuvre.
Hans familiemæssige baggrund, udenlandske uddannelse og fremmede motivkreds fik negativ indflydelse på hans omdømme, og i dag er han stort set ukendt. Harald Jerichau er imidlertid et smukt eksempel på en kosmopolitisk maler, der frigjorde sig fra det danske, nationaliserede kunstmiljø og viste, at kunstnerdrømmen også kunne realiseres uden for Danmark.
Birgitte Fink er kunsthistoriker.
