For Freud var den psykoanalytiske teori ikke blot grundlag for psykologisk erkendelse og terapeutisk arbejde. Den var også – med sit nye menneskesyn og sin originale fortolkningsmetode – et instrument til at forstå alle mulige menneskelige udtryk. Hvor mennesket havde været og sat sit præg på verden, kunne psykoanalysen komme efter og udlægge betydningen. Det gjaldt den enkeltes psyke og sygdomshistorie såvel som religion, kulturmønstre og kunst.

Derfor var Leonardo da Vinci for Freud en udfordring af de helt store. Her var en person, han til det yderste kunne spejle sig selv i: en kontroversiel forsker af format. Og her trådte kunstneren over alle kunstnere ham i møde og udfordrede hans nysgerrighed: Hvor skjuler nøglen sig til den kolossale fascinationskraft i Leonardos værk? Hvilken eksistentiel sandhed ligger bag Mona Lisas smil? Hvorfor blev dette universalgeni, der kunne så meget, kun sjældent færdig med noget?

Freuds Leonardo er det første psykoanalytiske forsøg på at kigge en kunstner i kortene. Det er på én gang bogens styrke og svaghed: Efter Freud kan vi forstå og erkende så meget mere. Om Leonardo og om os selv. – Bogen har redaktionelt forord af Peter Thielst og afsluttes med et kritisk essay af Henrik Wivel.

Bogen genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie Klassikere og udkom første gang på dansk i 1990.