Martinus’ verdensbillede er unikt i verdenshistorien. Det giver et afrundet og færdigt billede af verdensaltet som et guddommeligt skaberværk, som ikke er blevet til på noget tidspunkt, men er en evig skabelse af en almægtig, alvidende og alkærlig Gud. Den evige skabelse finder sted i kredsløb, hvori de levende væsener er under stadig udvikling. Mennesket og menneskeheden gennemlever nu en mørk historisk periode med krige, sygdomme, depressioner og lidelser. Men disse tilstande er et led i en udvikling af en ny mentalitet, som afviser materiel grådighed og vold, men i stedet viser tolerance, ligeret, menneskelighed og alkærlighed. Martinus ser en strålende og lykkelig fremtid for menneskeheden og hvert enkelt menneske, når alle er kommet igennem dommedags- eller ragnarokperioden. Det enkelte individ reinkarnerer gennem historien og er med i hele udviklingsprocessen og opstandelsen til Guds rige.
