VM i Mexico, 1986. Én mand. Diego Armando Maradona.

Der skal 11 fodboldspillere til at vinde en kamp. Det er en fodboldkliché. Og det er sandt. Men aldrig før eller siden har en enkelt mand været så afgørende for et verdensmesterskabs afgørelse som i 1986. Maradona var en sjældent set kombination af teknisk perfektion og sydlandsk passion for fuld udblæsning, og ved dette VM stod den geniale driblekonge på toppen af sin karriere og vandt fodboldens største trofæ til sit elskede hjemland Argentina.

Maradona fortæller medrivende om den myteomspundne VM-triumf, som han nægter at tage hele æren for. Som fodboldens Che Guevara – altid på de svages side og selv vokset ud af et argentinsk slumkvarter – fremhæver han holdet, kollektivet som vinderen.  Men samtidig praler og skryder han sig igennem alle de verserende rygter om korruption i UEFA, stofmisbrug, magtsyge. Og vi skal ikke være i tvivl om, at han var den bedste – bedre end Platini, bedre end Rummenigge, bedre end Zico. Og den bedste vandt!