Thomas er musiker. Da hans kone dør i en bilulykke, bryder hans verden sammen, og i et forsøg på at samle stumperne, flytter han til Vadehavet.
I det lille samfund bag digerne finder han både venskab og ny kærlighed, og for en tid lader det til, at han virkelig kan få en ny chance i livet. Men marsken er gammel, og havet husker alt.
Jeg købte et hus i marsken. I gamle dage, før digerne, byggede folk deres huse på værfter. Det kalder man de små, cirkelrunde knolde. Kom der stormflod, kunne man redde sig selv og kvæget fra at drukne på den kunstige høj, der rejste sig nogle få meter over det endeløse vand. Nu var landet sikret bag diger, og marsken lå hen som flad, åben landbrugsjord. Der fandt jeg et gammelt husmandssted. En enkelt, rød længe i bindingsværk. Når jeg stod på vejen udenfor og så op, var det, som om verden ikke var andet end himmel. Alt det, man hører om marsken og Vadehavet? Det er sandt.
