I den historiske roman “Niebuhr fortæller” skildrer Birgitte Andersen en rejse fyldt med drama, smerte, misforståelser og et nært forhold mellem to passionerede videnskabsmænd. En udviklingshistorie om et menneske, Carsten Niebuhr, der tvinges til at tage mere og mere ansvar – og sætte spørgsmålstegn ved sin egen kultur.
”Man må ikke miste sig selv, når man rejser,” siger den gamle Carsten Niebuhr til en ung eventyrer, der har opsøgt ham i Meldorf for at høre om hans rejse til Yemen, også kaldet ’Det Lykkelige Arabien’, i 1760’erne. Men det eventyr, Niebuhr skal fortælle om, viser sig at være alt andet end en dans på roser.
Det er en fortælling om stjerner, der kan vise vej, om oplysningstidens forskningsmetoder og om venskaber, der udvider ens horisont – samt om svigt og uenigheder blandt ekspeditionens medlemmer. Han fortæller om gæstfrihed hos de forskellige arabiske folkeslag, om fremmedartede skikke, og om hvor vigtigt det er at lytte til de lokale og lære af dem. Men der er én ting, som Niebuhr især fortryder.
Med “Niebuhr fortæller” bringer Birgitte Andersen læseren tilbage til 1700-tallets oplysningstænkning – en tid hvor jagten på viden var i højsædet. Naturvidenskaben var i fremmarch, og hele skaberværket skulle afdækkes og kortlægges – bogstavelig talt. Det er her, den tyske kartograf Carsten Niebuhr (1733-1815) kom ind i billedet. Sammen med en broget gruppe af videnskabsmænd skulle han dokumentere en ekspedition til ’Det Lykkelige Arabien’, som han aldrig ville glemme.
