Leif Panduros roman Øgledage fra 1961 er spækket med en utøjlelig vildskab ud i øglernes forbudte og tabubelagte tilværelse. At steder og personer navngives ud fra karakteristika – som jegets mekanikfader og karamelmoder – at skriften på den måde åbenlyst styres af fortællerens underbevidsthed, at han dermed åbenlyst, overfor sig selv i hvert fald, i sit bevidste er et med underbevidstheden. Det et skriftgreb, der stimulerer og underholdende udfordrer – og lader hver sætning, fed af betydning.