”Få den stallutrold ind, før nordlyset tager os alle sammen,” hvæsede Áhkku og sendte Risten ud efter sin far, der ikke forstod at vise himmelfænomenet den nødvendige respekt. I mørket under nordlysets blafren prøvede hun med panik i stemmen og tårer løbende ned ad kinderne at indfange sin jublende far og genne ham ind i huset, før det gjorde det af med dem alle. Når folk senere i livet hørte, at Risten havde nordnorske aner, spurgte
de ofte, om nordlyset ikke var et fantastisk syn. ”Jo,” svarede hun så og skyndte sig at skifte emne. Sandheden var, at hun aldrig havde set det. Hun var jo ikke idiot.

Da Knut går fra sin samiske kone, tager han datteren Risten med og flytter fra Nordnorge til Sønderjylland. Ned til Grethe, der netop har installeret fem vietnamesiske bådflygtninge i kælderen. Blandt andet drengen, der får navnet Niels, og som Risten knytter et uopslideligt bånd til i deres fælles ensomhed.
Først som voksen genser Risten sin mor – et møde som på ingen måde bliver, som hun havde forventet. Og sådan blev det er en grum fortælling om familiehemmeligheder, underjordiske væsner, overvægtige hunde, vanvid, onani og overlevelse.