Hun kan tydeligt se den sorte skygge derinde. Hvad er det, du vil? Xandria ved udmærket godt, hvad skyggen vil, spørgsmålet er kun for at vinde tid. Håber hun. Du ved godt, hvad jeg vil. Det spørgsmål er ikke gennemtænkt, Xandria! Måden, skyggen får sagt hendes navn på, får de små nakkehår til at rejse sig mere endnu. Ja, det ved jeg, men jeg har dem ikke. Hvorfor vil du have de sten? Skyggen griner med en hæs stemme. Hvad sker der med din hukommelse? Jeg synes, der er huller i den! Det må være alderen, men jeg skal nok få dig til at huske en dag. Denne højpandede måde, skyggen taler på, er ved at drive hende til vanvid. Ja ja, hun ved det, hun er ikke nogen ungmø mere, men huske kan hun stadig, og hun kan ikke huske noget som helst om at skulle vide, hvem eller for den sags skyld hvad denne skygge er. Jeg husker udmærket, men jeg ved ikke, hvem …