At kristendommen er en del af vores historie og kultur, er alle enige om. Men at kristendommen selv ‘har historie’, tænker nok ikke så mange over. Sagen er, at den kristne kirke, dens lære, dens sakramenter og dens institutioner er blevet til gennem en proces, som fandt sin foreløbige afslutning i oldtiden i mødet mellem den jødisk-kristne og den græsk-romerske kultur, og som videre udviklede det middelalderlige samfund.

Som universitetslektor har Knud Ottosens undervisnings-område især været oldtidens og middelalderens kirkehistorie, som i hans tid var en teologisk disciplin omfattende både kirke- og dogmehistorien. Det er sammenhængen mellem på den ene side kirkens ydre udvikling, dens indretning og måde at fungere på, og på den anden side dens indre udvikling, dens lære og inddragelse af skiftende tiders kulturer og tænkemåder, der altid har fængslet forfatteren. Det er denne dialektiske spænding i oldtidens og middelalderens historiske rum, den foreliggende bog giver et billede af.