[bagsidetekst]:

Få dage efter Jakobs indlæggelse sendte han den første mail til mig.
Jeg åbnede den og læste. Der stod, at mørket havde taget ham. Næste dag
lå der en ny mail i min indbakke, og næste og næste. Skal jeg være
ærlig, læste jeg dem ikke i første omgang, mit eget lort stod knæhøjt i
livet, jeg havde ikke kræfter til det. Men fortæller et menneske dig sin
historie, kan du ikke ignorere den. Det må du ikke. Denne banale
altruisme voksede sig til en altoverskyggende sandhed de næste dage, og
så begyndte jeg at læse, og forstod hvorfor valget var faldet på mig:
Stoffet var up my alley – og det vidste Jakob. Der fulgte ingen
forklaring med, ingen angivelser om hvad der skulle gøres, men det var
en bog, det stod klart.

Teksterne
navigerede i sygdommen og dagene i insti­tu­ti­onen, fæstnet i kaos. Et
forsøg på at se skarpt gen­nem en hvid hinde, en uendelig
horisontalitet som er søvndyssende tryg, og derfor kan sluge hele
identiteten. Hele dig. Og over de næste tre måneder så jeg dagligt
gennem hans blik, et blik der løb fra medicinens hårde kemi til
hospitalsgangenes anonymitet, rundt om det daglige fællesskab udgjort af
knuste skæbner, og ud i det omkringliggende overforbrugs Gentofte og
ind i Marx’ teorier om vampyrer; et blik der formede sig som et vredt
opråb efter et mere nænsomt samfund, og som så sine medpatienter lige i
øjnene, med en medfølelse der ikke kan ignoreres.

Det er en stor gestus. Dette er en beretning til de sårede, til de næste der falder.

– Claus Handberg