Internationale kriser er kulminationen på stormagter kamp for magt og indflydelse. Her balancerer en lille gruppe statsledere på kanten af krig. Jo dybere krisen bliver, desto større tendens har statslederne til at lave overmodige beslutninger, hvor de overvurder deres politisk-militære muligheder i en mulig krig, imens modstanders chancer undervurderes.
Hvorfor har beslutningsprocesser i storpolitiske kriser sådanne modstridende karakteristika, og hvilke konsekvenser kan overmod have for krisens forløb og udfald?
Denne bog tilbyder et muligt svar med afprøvningen af tesen om, at beslutningstagers overmod er en overset, men kritisk medbestemmende faktor i udfaldet af stormagtskriserne i 1870, 1914 og 1962. Bogen gennemfører en analyse af tre storpolitiske kriser, som hver især fik afgørende betydning for moderne historie.
Undersøgelsen af overmod tager sit teoretiske udgangspunkt i den såkaldte Rubiconteori, som anvendes løbende i bogens historievidenskabelig undersøgelse af de tre kriser. På denne måde tilbydes en alternativ læsning af hændelsesforløbet og udfaldet i tre af nogle af de mest velbelyste storpolitiske kriser inden for studiet af diplomatisk historie og i international politik.
Dermed får læseren får en ny og anderledes vinkel på, hvordan og hvorfor disse storpolitiske kriser opstod, og særlig hvordan statsleders beslutninger blev påvirket af overmod – en pointe, vor egen tids krige og konflikter, særlig Ruslands invasion af Ukraine i 2022, har aktualiseret på dramatisk og tragisk vis
