”Her, tag farveblyanterne, tegn et lille hus, en bæk et stykke neden for huset, en brønd, men ingen sol, for huset ligger nemlig i skyggen! Bagved ligger bjerget – som en oprejst sten. Foran huset står en rank kvinde, hun hænger vasketøj på en snor, snoren er dårligt spændt ud, bundet fast i to kirsebærtræer, det ene står til højre for verandaen i forhold til hoveddøren, det andet til venstre. Lige nu hænger kvinden et par sparkebukser og en lille trøje op med tøjklemmer, det vil sige at hun har børn.”
I tiden omkring første verdenskrigs udbrud lever Josef og Maria sammen med deres børn i udkanten af en lille bjerglandsby i Østrig. Det er en fattig familie som står uden for samfundet og er afhængig af beskyttelse fra den toneangivende mand da Josef bliver indkaldt til hæren og må i krig. Smukke Maria bliver tilbage med børnene, og da Josef omsider kommer tilbage, er de fire børn blevet til fem. Til trods for at han i løbet af krigen har været hjemme på orlov, nægter Josef at vedkende sig det femte barn, en pige. Han veksler aldrig et ord med hende. Bogen er meget indlevende og glimtvis fortalt med (mindst) tre tidsniveauer: Familiehistorien fra ca. 1914, Monika Helfers barndom og ungdom og et nutidsplan hvor hun viser hvordan hun rekonstruerer historien. Hendes datter Paula, som døde i en ulykke i 2003, spiller en rolle. Det er som om hun fortæller historien til Paula. Derudover er romanen meget visuelt fortalt, bl.a. ved hjælp af sammenligninger med Pieter Brueghels malerier hvor Helfer ser en stor samtidighed (alting sker samtidigt, ligesom i erindringen). Dette element af kunst og spørgsmålet om hvordan man ”tegner” et familieportræt, er allerede indeholdt i den første sætning (se foroven).
